Legenden om den Nedstigende Gudinde¹

Endnu havde Gudinden aldrig elsket, men hun ville kende alle Mysterier, selv Dødens, og således drog hun til Underverdenen.

Vogterne ved Portene udfordrede hende. "Afklæd dig, læg dine smykker til side, for intet må du bringe med dig ind i dette vort land."

Så hun afklædte sig og tog sine smykker af og blev bundet, som alle der træder ind i Døden, Den Mægtiges, riger bliver det. 

Sådan var hendes skønhed, at Døden selv knælede foran hende og kyssede hendes fødder, idet han sagde: "Velsignet være dine fødder som har bragt dig hertil. Bliv hos mig, lad mig lægge min kolde hånd på dit hjerte."

Og hun svarede: "Jeg elsker dig ikke. Hvorfor forårsager du at alt hvad jeg elsker og holder af skal visne og dø?" "Frue," svarede Døden, "det er alder og skæbne imod hvilke jeg er magtesløs. Alder forårsgager alt at syne hen; men når mennesker dør ved tidens ende, giver jeg dem hvile og fred og styrke så de kan vende tilbage. Men du! Du er skøn. Vend ikke tilbage; bliv hos mig."

Men hun svarede: "Jeg elsker dig ikke."

Da sagde Døden: "Da du ikke modtager min hånd på dit hjerte, må du føle Dødens pisk."

"Det er skæbnen, da lad det være således," sagde hun og knælede. Døden piskede hende, og hun græd: "Jeg føler kærlighedens smerte." Og Døden sagde: "Vær velsignet," og han gav hende femfoldskysset, sigende: "Kun således kan du opnå lykke og viden."