Det er altid en kompliceret opgave at beskrive et religiøst guddomsbillede eller en guddomsopfattelse. I Wiccas tilfælde er der ikke tale om én enkeltstående opfattelse af det guddommelige, men rettere adskillige guddomsopfattelser. Essentielt er det at forstå, at det guddommelige inden for Wicca ikke opfattes som noget eksklusivt uden for os selv, men som noget inde i os selv og omkring os. På samme måde som universet ikke er adskilt fra jorden, da jorden er en del af universet (uanset hvor lille jordkloden synes at være i forhold dertil).
Når vi i religiøse termer benævner det guddommelige som ’gud’ og ’gudinde’, skal det ikke udlægges som en kønsbestemmelse af universet, selvom universet set med wiccanske øjne er skabt gennem en interaktion og polaritet mellem disse kræfter.
Grundlæggende er Wicca polyteistisk, da tilbedelsen af flere forskellige guder og gudinder ofte finder sted. Normalt refereres der til en Gud og Gudinde og ikke til en hel panteon; nogle wiccanere arbejder med guder fra vidt forskellige panteoner og andre dedikerer sig til en specifik historisk gudekreds, og andre igen tilbeder kun én gud og én gudinde. Frasen ’Guden og Gudinden’ kan således referere til helt specifikke guddomme som den enkelte udøver eller gruppe har kontakt med, og er af den grund nødvendigvis ikke en samlingsbetegnelse.
Den eksakte teologi afhænger fuldt ud af den pågældende udøver eller coven. Som Stein Jarving, en wiccansk præst fra Norge, så rammende pointerede:
[Det er] vigtigt at gøre sig klart at vi i Wicca ikke har nogen egentlig teologi, ingen fast lære om det guddommelige, og absolut ingen dogmer som definerer det guddommelige. Wicca er en mysteriereligion, hvor vi hver og én selv må opsøge, erfare og forstå hvad det vil sige at være guddommelig og hvordan det manifesteres.
Når vi taler om ‘Guden og Gudinden’, om det mandlige og kvindelige, refererer vi nødvendigvis ikke til de to fysiske køn. Når vi siger maskulin energi mener vi ikke kun den maskuline energi i mænd, men også den maskuline energi som kvinder potentielt rummer - og omvendt. Feminin og maskulin energi er komplementære modsætninger, dvs. at ingen af dem er fuldkomne uden den anden part.
Guden og Gudinden udgør tilsammen et hele; de er forenede og ikke adskilte dualiteter. Princippet sammenlignes ofte med Yin og Yang-symbolet, fordi der opereres med en symbolik der er meget lig det som Guden og Gudinden står for. Yin og Yang symboliserer to ensartede modsætninger (med en sort prik i Yang og en hvid prik i Yin), såsom dag/nat, mand/kvinde, liv/død eller sommer/vinter der på mange måder optræder som modstykker, selvom vi i grunden ved, at de er tæt forbundet med hinanden. Liv og død, for eksempel, er to forhold som står i ultimativ kontrast til hinanden (enten er man i live eller også er man død), og alligevel må vi erkende, at væren ikke kan finde sted uden at ikke-væren også er til stede. Forholdet mellem liv og død kan derfor beskrives som komplementært, da liv og død uafbrudt bekræfter hinand-ens tilstedeværelse.
Dynamikken mellem liv og død, og det polaritetsforhold de repræsen-terer, kan sammenlignes med gud/gudinde-princippet i Wicca: den ene eksisterer ikke uden den anden, begge aspekter er nødvendige for at danne et hele. Dette såkaldte skabende polaritetsprincip er gennem-gående i wiccansk symbolisme og rituallære, og som sådan kommer vi til at berøre emne flere gange i denne bog.
Wiccanere oplever og erfarer at alt levende gennemstrømmes af en universel kraft. Alt i verden er hvirvelstrømme af energi – kræfter som skaber og nedbryder, og skaber igen. Guderne udgør tilsammen denne kosmiske kraft, hvad enten vi opfatter dem som symbolske eller guddom-me i deres egen ret. Jorden, og dermed naturen, er vores primære kilde til at komme i direkte kontakt med denne kosmiske kraft. Kontakten med Moder Jord står derfor i centrum for vores tilværelse på mange planer; vores fokus i Wicca ligger derfor urokkeligt på naturen, da vi samtidig opfatter naturen som en grundlæggende integreret del af mennesket – eller rettere sagt: mennesket som en integreret del af naturen.
Nogle wiccanere kalder ganske enkelt deres guddomme for ’Gud’ og ’Gudinde’. Andre tilbeder særegne historiske guder, der normalt er hentet fra græsk, romersk, sumerisk, egyptisk, keltisk eller nordisk mytologi. Nogle wiccaner knytter sig til et specifikt panteon, mens andre dedikerer sig til nogle få bestemte. Alt i alt, er der mange måder hvorpå vi kan opsøge, opfatte og opleve det Guddommelige.
Og du som søger mig
Vid at din søgen og higen vil være forgæves,
Hvis du ej kender til Mysteriet:
At hvis det som du søger, ikke findes i dit indre,
Kan det heller aldrig findes i det ydre.1
1 Stein Jarving, ’Dalua’. Magi & Heksekunst: en praktisk håndbog, Aschehoug, 2000, s. 124
