Den Hornede Gud

Margaret Murray og Heksenes Gud

Dyrkelsen af den Hornede Gud sat i forbindelse med heksekunst, blev udtænkt af antropologen Margaret A. Murray (1863-1963), i et af hendes stærkt omtalte værker The God of the Witches (1933). The God of the Witches var en forlængelse af hendes tidligere værk The Witch Cult in Western Europe (1921) og rent indholdsmæssigt var den i højere grad langt mindre undersøgende og analytisk end forgængeren.

Murrays historiske værk beroede på hendes teser om en prækristen heksekult, der tilbad en hornet gud og som hemmeligt havde praktiseret deres religion op igennem middelalderen og til i dag, og hvis oprindelse kunne spores tilbage til præhistorie. Murray vedtog at heksenes tilståelser (under retssager og tortur) om tilbedelsen af Satan, beviste at de rent faktisk havde tilbedt en lignende guddom. Reporterne om Satan repræsenterede således, ifølge Murray, hedenske sammenkomster hvor heksepræsten bar en hornet hovedbeklædning som en afbildning af deres hornede gud.

Størstedelen af Murrays værker som beskæftigede sig med heksekunst, hendes teser om den Hornede Gud og heksenes tilbedelse af ham, anses dog ikke for værende historisk korrekt. Der er intet seriøst historisk belæg for, at der op gennem tiderne har været en fortsat sammenhængende eksistens af heksekulter. I Murrays levetid var hun dog en velanerkendt professionel egyptolog, men hendes arbejde med heksekultsteorierne er for længst blevet falsificeret af ledende akademikere på området.¹

Hendes koncept om heksekultens Hornede Gud var for størstedelen baseret på Sir James Frazers forestillinger om en frugtbarhedsgud der i henhold til naturens cyklus bestående af død og genfødsel, lader sig ofre ved høst og genopstå ved foråret.²

Satan vs. Den Hornede Gud

Mange folk der støder på Wicca, kan ikke undgå at lægge mærke til den umiddelbare lighed der er mellem Satan og den Hornede Gud, i forhold til de mange visuelle forestillinger man gør sig om dem begge. Selve beskrivelsen ”den hornede” har hos mange en direkte satanisk kognition. Når man studerer den Hornede Gud i en wiccansk kontekst, bliver det derimod hurtigt klart, at der er tale om en helt anden teologisk guddomsopfattelse i forhold til de traditionelle kristne forestillinger om Djævelen.

I denne artikel vil vi ikke videre anfægte de mange fordomme der opstår i forbindelse med troen på den Hornede Gud inden for Wicca. Det er os ganske klart, at mange udenforstående vil opfatte dyrkelsen af en sådan gud, som ren djævletilbedelse. Men vi ønsker at afholde os fra konstant at proklamere sætninger som ”Vi tilbeder ikke Satan! Vi tror hverken på hans eksistens eller på et dualistisk koncept om godhed vs. ondskab! Troen på Djævelen hører sig Kristendommen til og har ingenting at gøre i Wicca!”, skønt vi er enige i den ovenstående opfattelse af tingene. Det er os også ganske klart, at de fleste folk der ynder at udråbe andre til djævletilbedere vil sige, at man ikke behøver at tro på eksistensen af Satan for at dyrke ham – det er dog en fuldt ud religiøs påstand, som vi hverken vil eller kan afklare.

Ud fra en historisk vinkel, vil det desuden være nærliggende at bide mærke i, at afbildningen af Satan/Djævelen som værende halv gedebukkemand med horn, blot er én skildring af Djævlen blandt mange. For eksempel er middelalderens Satan i højere grad afbildet som en fristende slange eller frygtindgydende dragemand.

Guden i Wicca

Udtrykket ”Den Hornede Gud”, er som udtrykket ”Guden og Gudinden”, blot en beskrivelse og ikke et egentligt navn som mange tager det for. Den Hornede Gud er blevet associeret med adskillige historiske guddomme, som enten har horn eller bar dem som hovedbeklædning. For det meste sættes han i forbindelse med enten den keltiske gud Cernunnos eller den græske Pan; den førstnævnte betyder helt bogstaveligt ”den store hornede”.

Den Hornede Gud i en wiccansk kontekst er først og fremmest en del af de frugtbarhedskultiske elementer man finder i religionen. Guden står for de livsnære aspekter i tilværelsen, såsom seksualitet og elskov, morskab, sorg, liv og død, og naturligvis maskulin virilitet. Igennem ham lærer man om Moder Natur; om hendes livgivende og destruktive kræfter, den vilde natur; på jorden og i én selv.

Inden for Wicca bliver Guden æret som Gudindens partner og barn. Den Hornede Guds referenceramme kan dog variere, eftersom han både kan repræsentere en specifik hornet guddom i et panteon eller repræsentere en universel arketype, f. eks. ”Jægeren/Den Jagede”. Sommetider bliver han desuden omtalt som den Store Gud der gør Gudinden gravid, og senere dør i samspil med naturens forfald i efteråret, men som dog lader sig føde igen i det tidlige forår af Modergudinden. Andre gange træder han i kraft som frugtbarhedsguden der lader sig ofre ved høsttid så alle kan blive mætte.

Den Hornede Gud er den primære aktive kraft som findes i al tings væren, det utæmmede menneske, der fri for civilisation, er styret af de instinkter og urkræfter, der er givet ham ved naturens hånd. Han er Skoven og Dyrenes Herre. Han er både jæger og den jagede: han som dræber for at livet kan bestå, og han som dør for at brødføde andre i den naturlige cyklus. Den Hornede hersker over vintermånederne, hvor jorden er i dvale og tidligere tiders folkestammer overlevede ved at jage. Han repræsenterer ligeledes styrke, vitalitet og mandlig seksualitet, som hans horns falliske natur antyder.

Guden er ikke mindst Herre over Underverdenen, som især fremgår i Legenden om Den Nedstigende Gudinde, hvor han både er selve Døden og vogteren af dødens Mysterier.