Cirklen er ’det hellige rum’, hvor Wiccas riter finder sted. Hvad enten der er tale om en sabbat eller esbat så er skabelsen af cirklen en forud-sætning for et wiccansk ritual.  

I Kristendom er en kirke ikke altid nødvendig for at bøn kan finde sted, på samme måde er cirklen i Wicca ikke altid nødvendig for, at et ritual eller magisk arbejde er effektivt. Alligevel er det de færreste wiccanere der undlader at skabe en cirkel i forbindelse med et givent ritual eller årstids-fejring, fordi cirklen synes at virke kraftigt på rigtig mange planer.

Cirklen er først og fremmest ekstrem symbolsk. Den repræsenterer årets gang, månens faser, liv og død. Derudover rummer den de fire verdens-retninger: øst, syd, vest og nord, der også svarer til de fire elementer: luft, ild, vand og jord. Cirklens centrum er symbol på al tings ophav, skabelse og transformation og svarer til det femte element: ånd.

Samlet set er cirklen det ultimative symbol på verdens tilblivelse og den evindelige cyklus. Når en wiccansk præst eller præstinde skaber en cirkel, er det derfor en rituel imitation, en raffineret afbildning, af selve universets fødsel.

I Wicca er cirklens væsentligste funktion at koncentrere og bevare den drivkraft og energi, som skabes i forbindelse med et ritual, hvad enten det er magisk arbejde eller bestemte riter der udføres. En cirkel frembringes som et kraftfelt og en åndelig sfære.

Når vejret tillader det, foretrækker wiccanere at udøve deres riter under åben himmel. Det giver sig selv, at årstidsfejringer bedst lader sig udspille i naturens egne omgivelser. Det er ganske enkelt umuligt at få et forhold til naturen, og vide hvad den egentlig rummer af kraft og potens, hvis man sidder indelukket på et værelse med gardinerne trukket for. Såkaldte naturreligioner skal efter bedste evne praktiseres i naturen.

Historisk set er den magiske cirkel et levn fra vestlig okkultisme, bedst kendt fra Renæssancens magisystemer og 1800-tallets opblomstring af mysterietraditioner og magiske ordener.¹

I denne sammenhæng har cirklen primært til formål at beskytte magikeren fra ydre dæmoniske kræfter samt påkalde guddomskraft ved hjælp af komplekse symbolsprog. Disse mere eller mindre forskellige systemer og traditioner samles normalt under fællesbetegnelsen ceremoniel magi.

Wiccas rituallære har meget tilfælles med ceremoniel magi, og cirklen virker også som beskyttelse og invokation i wiccanske ritualer, selvom referencerammen er anderledes. Eftersom Wicca ikke godtager idéen om dæmoniske kræfter i verden eller kampen mellem det gode og det onde, er cirklen som beskyttende faktor sekundær i ritualerne.

I traditionel Wicca er de fire verdensretninger kendt som Vagttårnene der hver især herskes af en Vogter. Vogterne af Vagttårnene bevogter de fire elementer – universets fundament. De er ikke guddomme men snarere subtile eksistenser, der er vidne til riterne og de gamle guder som påkaldes. Vagttårnene er et af de aspekter ved cirklen som har rod i ceremoniel magi, selvom de har en ganske anden betydning i wiccansk sammenhæng.

[…] the visualisation of the circle, and the pentagrams at the quarters, are both based upon the standard GD [Order of the Golden Dawn] Pentagram Ritual; both the concept and word "Watchtowers" are of course from the Enochian system of Magic, passed to Wicca via the GD (although I would like to make it very clear that their use within Wicca bears no relation to the use within Enochia - the only similarity is in the name); the Elements and colours generally attributed to the Quarters are those of the GD.²

Cirklen er enestående fordi den tillader os at skabe et helligt rum, hvor end vi vælger at samles, og i en størrelse afhængig af antal deltager. Cirklen afridses tydeligt ned i jorden, tegnes med kridt, markeres med bånd, afgrænses med lys eller andet.

De fire verdenshjørner markeres med en symbolgenstand og/eller lys. Alteret placeres traditionelt i retning Nord, omend nogle vælger at stille det i cirklens midte; tændes der bål i midten af cirklen (hvilket normalt er tilfældet ved udendørsritualer), er denne opstilling selvsagt umedgørlig. Cirklen og deltagere renses og velsignes med konsekreret vand og røgelse. Dernæst trækker præsten/præstinden selve cirklen med sin athame³ deosil rundt fra øst til øst eller fra nord til nord. Herefter påkaldes de fire elementer/verdenshjørnerne og det hellige rum forsegles.

Det er i cirklen at vi formelt retter vores opmærksomhed mod vores gud og gudinde - det er her heksene tilbeder deres guder, dedikerer sig, og takker for det de har fået, og giver det tilbage der må retur. På alteret er Guden og Gudinden repræsenteret, i påkaldelser anråber vi deres navne, og med bevægelser, ord og musik giver vi deres myter liv. Vi skaber guderne, og guderne skaber os.