Problemet med "kristen Wicca"

Vi har af og til hørt folk benævne dem selv, som 'kristne wiccanere' eller referere til noget ved navn "Christian Wicca". Denne betegnelse rummer et forsøg på en religiøs synkretisme af Kristendom og Wicca.
Denne artikel er ikke skrevet, som et angreb på disse personers specifikke tro, om end vi dog er stærkt imod dette selvmodsigende og paradoksale koncept. Mange af disse såkaldte kristne wiccanere går endda så vidt, som til at hævde at de er medlemmer af begge religioner – og dette postulat giver mere end noget andet, nogle gevaldige teologiske problemer.

Først og fremmest, er vi nødt til at gøre læseren opmærksom på, at vi i denne artikel har lagt vægt på de mest almengyldige definitioner af henholdsvis Kristendom og Wicca. Radikale udøvere på begge sider, vil kunne komme med indvendinger om, at disse afgræsninger er alt for brede, men sagens kerne er, at dersom "kristen Wicca" ikke engang kan sammenføjes inden for rummelige generelle definitioner, så kan denne form for religiøsitet i hvert fald slet ikke underbygges med udgangspunkt i indsnævrede definitioner.
For at tage afsæt i en objektiv kilde, har vi først kastet et blik på ordbogen¹, som på mange måder er en fornuftig kilde når man debatterer meningen af ord, herunder også religiøse begreber:

Wicca: a religion influenced by pre-Christian beliefs and practices of western Europe that affirms the existence of supernatural power (as magic) and of both male and female deities who inhere in nature and that emphasizes ritual observance of seasonal and life cycles.

Christianity: the religion derived from Jesus Christ, based on the Bible as sacred scripture, and professed by Eastern, Roman Catholic, and Protestant bodies.

Biblen er rodfæstet i en overbevisning om, at der kun eksisterer en eneste gud som mennesket kan og må tilbede. Denne benævnes i hankønsform: Gud. Det er ikke acceptabelt at tilbede andre guder. Det vil sige, at Kristendommen har en monoteistisk guddomsopfattelse.
Wicca indebærer, på den anden side, at man bekender sig til minimum to guddomme; en gud og en gudinde, hvilket lægger op til en polyteistisk guddomsopfattelse.
Dette er de to religioners fundamentale teologier. Det er åbenlyst at vi allerede her, har at gøre med to teologiske trosgrundlag, der ikke synes at være forenelige. Hvis man for eksempel tilbeder den kristne Gud samtidig med en Gudinde, så bryder man ganske enkelt det krav om kun at tilbede Gud - sagt på en anden måde: den troende benægter sin kristne Gud som den eneste sande gud.

Men hvad så med Jomfru Maria?
Maria er ikke en gudinde. Selv hvis du mener, at hun var baseret på en ældre hedensk gudinde, så er Maria ifølge Kristendommen ikke en gudinde; hun var derimod en dødelig. At tilbede Jomfru Maria som en gudinde på lige fod med Gud har ikke meget med biblen at gøre.
Nogle af de såkaldte 'kristne wiccanere' beskriver endda Jomfru Maria som 'Guds Moder' (på samme måde som nogle katolikker gør det) og påstår derved at kunne retfærdiggøre en gud/gudinde-dualitet, som det gør sig gældende i Wicca. Problemet er bare, at en sådan beskrivelse undergraver Guds rolle som den Almægtige Fader, og derfor bliver det teknisk set til kætteri i kristen terminologi, hvis man ophøjer Jomfru Maria til 'Guds Moder'. Tværtimod kan Maria ligesom helgenerne stå for et mellemled der overfører bønnerne til Gud. At bringe Jomfru Maria ind i wiccansk teologi er i modstrid med religionens grundidé om en ligestillet gud/gudinde-dualitet. En alvidende, almægtig Gud og en dødelig kvinde er på ingen måde ligestillet.
Man kan ikke bare smaske to teologier sammen, når man ikke har sat sig ind i, hvad de to teologier faktisk har at sige til den troende. Det er foruroligende, at der trods alt stadig er nogle mennesker som hårdnakket mener, at de følger begge teologier, uden at det forårsager nogle teologiske modsigelser.

Jamen hvad med den gnostiske gudinde Sophia?
Gnosticisme blev af kristendommen mærket udelukkende som kætteri, så det giver derfor absolut ingen mening at kalde gnostisk teologi for kristent – det ville ikke blot være en gradbøjning af disse to begreber, men en ren misforståelse af begreberne. Hovedparten af gnostikerne beskriver ganske enkelt sig selv som gnostikere. Et langt mindre antal kalder sig gnostiske kristne. Men ingen gnostikere ville  blot vælge at kalde sig selv for kristne, grundet den åbenlyse forskel der er mellem Gnosticisme og Kristendom.

Og selv hvis man kunne retfærdiggøre en polyteistisk tankegang i en kristen kontekst, så er der snesevis af andre faktorer i begge religioner der spiller ind. For eksempel:

Satan. Djævlen eller Satan er umuliggjort i Wicca. Satan er i Kristen-dommen legemliggørelsen af ren ondskab. I Wicca er de dynamiske kræfter i Universet en naturlig del af livet. At anerkende Satan i en wiccansk sammenhæng ville dermed indebærer – hvilket wiccanere ville benægte – at dele af Naturen i bund og grund skulle være lig med ondskab. Set med en wiccaners øjne er selv de destruktive dynamiske kræfter i naturen (f.eks. jordskælv og vulkanudbrud) en del af livet; på samme måde som døden er nødvendig for, at eksistens er mulig.
De naturlige destruktive kræfter, såsom stormen der ødelægger et hus og sygdommen der dræber et menneske er i sagens kerne ikke mere ondt end løven der nedlægger en antilope eller bonden der høster sit korn.

Jesus som Frelser. Kristne tror på Jesus Kristus som menneskets frelser. Wicca godtager på den anden side ikke, at vi er født syndige og har brug for frelse. Enhver syndighed eller fordærvelse, som kan gøre sig gældende hos mennesket, kommer udelukkende igennem vores eget valg af handlinger, og ikke pga. vores natur.

Arvesynden. Eva er ophavet til arvesynden, og videregives til alle hendes efterkommere ved fødslen. Wicca afviser hele dette princip om en eksisterende arvesynd, hvor mennesket behæftes til Evas handlinger.

Helvede for vantro. Wiccas tolerance over for andre religioner gør dette koncept meningsløst. Denne overbærenhed over for andre trosgrundlag gør ganske enkelt op med en 'Helvede og Himmel'-fordeling inden for Wicca. For hvis du ikke tror på, at ikke-troende eller personer med en anden overbevisning ryger i Helvede, hvad præcist er det så Jesus frelser dig for?

Missionering. En af de kristne pligter er at sprede det gode ord, den Sande Vej. Det er ikke kun en traditionel praksis, men en bibelsk praksis, som Jesus som bekendt gav sig af med. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at man påtvinger andre en tro, men det betyder i hvert fald, at man aktivt prædiker/missionerer i en eller anden form og/eller udbreder potentiel omvending i en eller anden grad alt afhængig af ens kristne dedikation. Men inden for Wicca er enhver form for missionering bandlyst.

Nogle 'kristne wiccanere' forsvarer endvidere deres sammenkobling af Kristendom og Wicca, med grundtanken om den kristne næstekærlighed. Ja, næstekærligheden fylder meget i Kristendommen, såvel som i Buddhismen og i mange andre religioner. Men Kristendommen har ganske enkelt ikke patent på konceptet om næstekærlighed; det er en slags "gylden regel" der findes i de fleste religioner. I Buddhismen, for eksempel, kalder man det medfølelse og i Wicca udformes det i The Wiccan Rede.

Man kan selvfølgelig finde kristne, der ikke går ind for disse ovenstående punkter, men som stadig kalder sig kristne. Problemet er bare det, at hvis man som kristen (eller anden religiøs troende for den sags skyld) bliver ved med at forelægge undtagelser for religionens grundlæggende trosprincipper, så ender man op med noget fuldstændig genstridigt, i forhold til det, der egentlig er religionens primære trosgrundlag.
Ja, nogle kristne debatterer den egentlige eksistens af Satan og Helvede. Men hvis du både fjerner Satan og Helvede, og Arvesynden, og påbud om monoteisme, og guddommeligheden af Jesus, og nødvendigheden for Frelse, hvordan i alverden kan du så med god ret kalde resten der er tilbage for 'Kristendom'?

I sidste ende er det jo op til dig selv, om du vælger at kombinere det kristne og wiccanske trosgrundlag, men det er ikke desto mindre yderst selvmodsigende, hvis du samtidig hævder at følge begge religioner. Hvis du skaber noget nyt, hvorfor så insistere på at benævne dig selv som noget du ikke længere er?
Kristendom stammer fra Jødedom, men kristne fastholder derimod ikke, at de er jøder. Hvis man både insisterer på at være kristen og wiccaner, så holder man på to uforenelige teologier. At sammenføje det kristne og wiccanske trosgrundlag er ikke kun modstridende, men også – i en eller anden grad – respektløst taget udøverne af begge religioner i betragtning.
Det kan måske retfærdiggøres i visse tilfælde at bringe få bestemte kristne koncepter ind i wiccansk praksis, og omvendt. Men ingen af disse situationer vil resultere i ”kristen Wicca”. 

^{______________________________
Kildeliste:
1} www.m-w.com, søg "Wicca" og "Christianity".