Athamen

Athamen er en sortskæftet dolk som udelukkende bruges i rituelle sammenhænge. Normalt er bladet lavet af jern/stål, men hvilken som helst kniv der føles rigtig for ejeren kan naturligvis benyttes som athame. Nogle foretrækker at udforme deres egen kniv i samarbejde med en smedje, men den behøver nødvendigvis ikke at være hjemmelavet.

Det kan være et stort arbejde at finde en passende kniv, selvom man kan være heldig at opstøve en fin kniv i antikvitetsbutikker og på middelaldermarkeder som tit har et særegent udvalg af dolke og sværd. Traditionelt er athamens blad dobbeltægget og sløvt, og bruges ikke til at skære i noget levende med.

Den sorte farve på skæftet er universel, og går for at absorbere den psykiske energi der opstår under rituel udøvelse, der koncentreres og ledes til et bestemt formål.

Athamen anses for at være et af de vigtigste magiske redskaber, og er samtidig dit personlige symbol på heksekraft inden for Wicca.

Athamen anvendes til at dirigere energi og personlig kraft under ritualerne, og er i modsætning til staven et dominerende redskab, der anvendes til at styre og kommandere i magisk arbejde. Athamen står desuden for udøverens kerne af viljestyrke.

Den sortskæftede kniv er en mindre udgave af Sværdet, med en lignende symbolsk betydning. Ved de fleste rituelle formål er athamen ombyttelig med sværdet, som ved skabelsen og ophævelsen af Cirklen, eftersom de er til gavn på de samme områder.

På samme måde som sværdet benyttes til det traditionelle privilegium at skære håndfæstningskagen ud.

Dets falliske form gør athamen til at maskulint redskab, og er et naturligt symbol på Guden, som tydeligst kommer til udtryk ved riten under Velsignelsen af Vinen.

For mig repræsenterer athamen elementet ild, grundet dets fyrige væsen og udstråling, men nogle udøvere tillægger derimod elementet luft til den sortskæftede kniv. Denne egenskab kan variere, alt afhængigt af hvilken tradition du følger inden for Wicca – der er dog enighed om, at man bør hæfte sig ved den egenskab der føles rigtig for én.

Athamen er som sagt et personligt redskab der skal behandles nøjsomt og uden tilladelse bør den ikke benyttes af andre end indehaveren selv. Det er overordnet et hyppigt anvendt redskab i wiccanske riter med stor betydning, selvom dets brug naturligvis varierer fra person til person.

Bollinen

Denne kniv bærer normalt et hvidt skaft, og er i højere grad et praktisk værktøj end et egentligt rituelt redskab. Ulig athamen skal bollinen selvfølgelig holdes skarp. Traditionelt tager man kun bollinen i brug inde i den Magiske Cirkel, men i dag er kniven et udpræget arbejdsredskab uden for Cirklen, ved eksempelvis høstning af urter og grene. Inden for Cirklen bruges den ved forarbejdning af magiske genstande; ved ristning af runer, indgraveringer, ved udformning af andre remedier osv.

Den hvidskæftede kniv kan være dobbeltægget, men har almindeligvis kun et enkelt skær. Bollinen tilhører elementet jord og bør – som athamen – aldrig bruges som køkkengrej til at skære tærte eller steg ud med.

Både Kong Salomons Nøgle og High Magic’s Aid angiver symboler og tegn for skæftet, men disse indgraveringer hos den hvidskæftede kniv er generelt udeladt i Wicca; om man vælger at indridse dem eller ej er et spørgsmål om smag og behag.

Kalken

Kalken er et rituelt bæger der ofte er fremstillet af sølv eller sølvbelagt. Drikkehorn eller bægere udformet af træ eller ler, har jeg ligeledes set godt egnet som rituelle drikkeglas. Kalken er et vaginasymbol der repræsenterer Gudinden og sættes i forbindelse med vandets element. Det er et hunkønsvæsen og et rent feminint redskab, hvis betydning bl.a. skildres i riten ved Velsignelserne af Kager og Vin, hvor kalken bliver brugt som en budbringer af Gudernes velsignelse. Kalken bliver også brugt til at repræsentere moderens liv og kvinden i den symbolske Store Rite.

Ud over at være genstand for de særegne riter, bruges kalken også som en beholder til vin, vand, mjød eller anden passende drikkelse, som alle i roden drikker af under sabbatterne.

Sværdet

Sværdet er maskulint og af hankønsvæsen; idet dets aggressive betydning og falliske udformning er en fundamental del af dets natur. Stål og jern er anses desuden for at være maskuline metaller, og skulle skæftet være af træ, bør det være et maskulint træ som f. eks. eg. Sværdet er som athamen dobbeltægget, og redskabet er ligeledes tilskrevet ildens element. Sværdets symbolske betydning er rodfæstet i magt og beherskelse, og det siges i Wicca at ’enhver som holder sværdet behersker Cirklen’.

Af praktiske årsager foretrækker mange at finde et let sværd, hvis omfang ikke er for stort, hvilket også gør det lettere at håndtere inde i Cirklen.

Den fremtrædende forskel på sværdet og athamen er, at sværdet er et decideret formelt og autoritativt redskab, der traditionelt repræsenterer et symbol på rodens fælles styrke.

Nogle roder benytter sig af sværdet, når de skaber den Magiske Cirkel, hvorimod den solitære udøver tager sin egen athame i brug. Sværdet er ganske enkelt en udpræget gruppegenstand i Wicca, og solitære udøvere er normalt ikke i besiddelse af et sværd som de benytter i Cirklen.

Endvidere er sværdets udformning og design er helt op til én selv, og på mange middelaldermarkeder sælges der sværd, om end udvalget ofte er relativt dyrt.

I modsætning til athamen holdes sværdet fri for indgraveringer.

Staven

Hvor athamen og sværdet er styrende og kommanderende er staven ledende og inviterende; dens udformning af fallisk, men den er passiv af natur, og derfor er staven feminin og af hankønsvæsen. Staven sættes sædvanligvis i forbindelse med elementet luft, og lig athamen og sværdet er det et fallossymbol. Nogle få udøvere vælger helt at erstatte staven med athamen (grundet deres lighed som fallossymbol), hvorimod andre føler at staven er et særegent redskab. Personligt opfatter jeg staven som et mere blidt redskab, og jeg bruger den ofte i rituelle sammenhænge hvor athamens dominerende væsen er upassende. Staven sætter også en dæmper på athamens rolle, idet den giver udtryk for, at beherskelse og kraft kan vindes på andre måder end igennem dominans og styrke, nemlig ved at være ydmyg og åben.

Det er naturligvis bedst at lave sin stav på egen hånd. En passende gren (såsom pil, eg, ibenholt, hyld, hassel eller røn) høstes i tiltagende måne eller på fuldmånenatten, og lægges derefter til tørre et par dage. Traditionelt plejer staven omtrent at være af samme længde, som længden fra din albue til din fingerspids, om end det er en smagssag. Udformningen af staven kan være meget forskellig; man kan vælge af indgravere særlige symboler og tegn, påsætte krystaller, udhule vedet (som der for eksempel af meget af i hyldegrene) og fylde det med urter, hår og negle eller holde staven slebet og glat så det kun er træets naturlige farve der kan ses.

Ud over stavens rituelle funktioner, kan den også bruges som et personligt redskab for beskyttelse og healing.

Pisken

Pisken er et redskab som sjældent bliver nævnt i nutidige bøger om Wicca, og som sjældent benyttes af wiccanere. Brugen af pisken er dog også begrænset, om end den for eksempel har en vigtig rolle at spille i de wiccanske indvielsesriter. Pisken brugsformål er begrænsede. Piskens primære funktion er udelukkende symbolsk: det er en genstand der i Cirklen symboliserer den smerte og elendighed som vi alle oplever på et eller andet tidspunkt i vores liv. Piskens sekundære funktion er at påvirke blodcirkulationen som en hjælp til magisk trance og renselse ved blid, monoton og semi-hypnotisk anvendelse af piskeslag. Den Gardnerianske Skyggernes Bog fortæller, at pisken bør være otte-halet og med fem knuder på hver hale. Derudover plejer piskens haler at være af silke og skæftet af træ. Jeg tilskriver elementet ild til Pisken, eftersom dens symbolske betydning og brug er i overensstemmelse med ildens symbolik, idet ’renselsen opnås gennem smerte’.

Dens symbolske funktion i indvielsesriterne er bl.a. at simulere ’Prøvelsen’ i Førstegradsinitiationen, hvor novicen symbolsk går gennem ild og vand inden han eller hun opnår indsigt. Wicca bliver ofte karakteriseret som en hedonistisk religion, men pisken som lidelsessymbol er betydningsfuldt i denne sammenhæng, da det husker os på, at Naturen ikke kun omfatter godhed og glæde, men også på sin vis smerte og elendighed. Jorden skænker os en stor portion glæde, nydelse og sensualitet, men Jorden åbner også op for mange af livets tragedier. Vi erkender at livets hele cyklus – fra dag til nat, fra summer til vinter, fra glæde til sorg – er en del af Naturens hellige cirkel.